onsdag den 25. marts 2020

Koldhævede boller



Disse boller kan koldhæve i køleskabet natten over eller stå på køkkenbordet i 10-12 timer. I dejen kan der tilføjes, revet squash eller gulerødder, kerner, spinat, rosiner.... ja, kun fantasien sætter grænser. Andre melsorter kan ligeledes bruges, bare husk at jo tungere melsort man bruger jo mindre luftige bliver de. Tilføjer man squash eller gulerødder, skal der bruges lidt mere mel, da disse afgiver væde. Bollerne minder lidt om ciabattaboller.

6-8 stk.

5 gram gær
6 dl lunken vand
3 tsk salt
1 tsk honning eller sirup
12 dl manitoba hvedemel eller alm hvedemel

Rør gær og vand sammen med en gaffel. Tilsæt resten og rør fortsat med en gaffel. Dejen er lind, men det skal den være. Stil den til hævning natten over eller på køkkenbordet. I køleskabet kan den holde sig i flere dage, så man kan nøjes med at bage det antal man har lyst til :)

Tænd ovnen på 225 grader (varmluft). Lad bagepladen være i oven. Når pladen er varm tages den ud og dejen fordeles på pladen med 2 spiseskeer. Sæt i ovnen og lad bage i cirka 12-18 minutter.



Blomkål i ovn

Et blomkål skrumper en del, så man kan snildt lave 2 som tilbehør til kød, kartofler og salat.

3-4 personer

1 blomkål
8-1 fed hvidløg
1 rødløg i tynde både
Lidt frisk timian eller rosmarin (kan undlades)
Salt og peber
1 par spsk olie
2 spsk revet parmesan
 
Forvarm ovnen til 175-195 grader. Skær blomkålen på et mandolinjern eller skær det i skiver. Læg dem i et ildfast fast sammen med løg og hvidløg, hæld olien over og krydr med salt og peber. 

Ind i ovnen i alt mellem 20-40 min afhængig af om du er til grønsager med bid i eller gennemstegte/kogte. Drys med parmesan og sæt fadet tilbage i ovnen i ca 10 minutter.


søndag den 13. oktober 2019

Cupnudler i syltetøjsglas

Det laves lidt på slump, men til dette glas har jeg brugt:

1 halv dåse kokosmælk
1 god tsk rød karrypasta
1 spsk soya og østerssauce
1 gulerod i tynde skiver
1 hakket forårsløg
1 stor håndfuld revet hvidkål
Lidt kylling
Nudler 


Ned i glasset med det hele og så vand til kanten. Ind i microovnen til det koger, men uden at koge over. Luk låget og lad det stå 1 minut eller 4 afhængig af de nudler du bruger. Peanuts på toppen 🙂

Brug de grønsager du kan lide eller har i køleskabet. Jeg bruger altid hvidkål, men grønsagerne kan variere lige fra babymajs, bønnespirer, ja endda ananasstykker, peberfrugt osv. Drys evt også med lidt ristet kokos. Brug gerne et større glas, som gør det nemmere at røre rundt og spise af. Det plejer jeg, men der er syltetøj i pt 😄

tirsdag den 30. juli 2019

Taco-snack af rester

En lille rest fra aftens Taco-skaller, blev til en god snack dagen efter. Jeg har ingen
mængde-mål, men kan da fortælle hvad der var i og hvad jeg gjorde.

Tortillapandekager
Nachoes (let-knuste)
Oksefars ala taco-fyld
Hvidkål
Flødeost
Revet ost
Rødløg
Majs


Smør en tortillapandekage med flødeost og læg diverse fyld i midten. Fold tortillaen og læg den på en varm pande. Vend den et par gange og server.

Fyldet kan være lige det man kan lide.....

onsdag den 5. december 2018

Chokoladebomber – småkager



Ingredienser (ca. 50 stk.) 
2 dl usødet kakaopulver
3,5 dl sukker
1 dl olie
4 æg
2 tsk. vaniljeekstrakt
5 dl hvedemel
2 tsk. bagepulver
0,5 tsk. salt

Desuden:
1-2 dl. flormelis til at rulle kuglerne i.

Fremgangsmåde:
  1. I en røremaskine (eller alm. skål og el-mikser) blandes kakaopulver, sukker og olie til en blank og grynet masse.
  2. Tilsæt æg et ad gangen og rør godt imellem hvert æg. 
  3. Tilsæt vaniljeekstrakt og rør massen godt igennem.
  4. I en skål blandes mel, bagepulver og salt. Vend det i kakaomassen og rør til dejen har samlet sig. Lad endelig vær med at røre for meget - det skal bare lige samle sig.
  5. Tril dejen til kugler med ca. 1,5-2 cm. i diameter - hvis dejen er for blød og fedtet, så stil den på køl i 30 minutter til 1 time, så går det lidt lettere. 
  6. Rul kuglerne i flormelis og sæt dem på en bagepapirsklædt bageplade.
  7. Bag kagerne i ovnen ved 180 grader alm. varme i 10-12 minutter. 
  8. Lad småkagerne køle af 1-2 minutter på bagepladen før de overføres til en rist. 
  9. Småkagene skal være helt afkølet før de kommes i lufttætte beholdere.

lørdag den 27. maj 2017

HJEMMELAVET GUF - Gammeldaws isvaffel

Billedet er lånt fra nettet

50 g. pas. æggehvide
½ tsk. lagereddike
150 g. sukker
0,5 dl. vand

TIP: Farv det evt med pastafarve, tilføj fx jordbæraroma eller giv det lidt smag ved hjælp af syltetøj. En køkkenmaskine vil være til stor hjælp, da der skal piskes længe!

Pisk æggehviderne stive, tilføj eddike
og kom evt. jordbærmarmelade/aroma og farve ved, hvis det fx skal være lyserødt. Kog sukker og vand i en gryde og lad det koge et par minutter til det tykner en smule og får "store" hvide bobler. Hæld sukkerlagen langsomt i æggehviderne, mens der stadig piskes. Bliv ved med at piske i ca. 15-20 minutter indtil guffen er stiv, skinnende og lækker. Hæld det i en bøtte med låg og stil det koldt. Kan laves et par dage i forvejen, men hvor længe det kan holde sig, ved jeg ikke. Her har det stået i max 2 dage på køl, før det var spist.

søndag den 14. maj 2017

Hvedeknopper m/ fordej


Fordej:
- Kan undlades, men anbefales og det tager kun 2 minutter. Rør 200 g mel, 2 dl vand og 10 g gær sammen med en gaffel og stil skålen koldt til næste dag. 

Ingredienser:
2 1/2 dl lunken vand
2 1/2 dl lunken mælk
20 g gær
2 æg
15 g havsalt
50 g rørsukker
10 g stødt kardemomme eller ristede kapsler (undlad det og du vil få nogle lækre fødselsdagsboller)
ca. 1–1,2 kg hvedemel
50 g blødt smør

Hæld vand og mælk i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt æg, havsalt og rørsukker i blandingen efterfulgt af kardemomme og hvedemel (hold igen med hvedemelet). Tilsæt nu fordejen, hvorefter små stykker smør røres i med jævne mellemrum. Ælt dejen LÆNGE - en røremaskine vil være en fordel - og tilføj resten af melet indtil dejen lige akurat slipper kanterne på skålen. Lad dejen hæve tildækket 2 timer i skålen på et lunt sted.
Vend dejen ud på et melet bord, og tril den ud til en lang pølse. Del den i 20 stykker, og form dem til boller. Sæt bollerne på en bradepande med bagepapir eller foliebakker sprayet med bageolie, så de står tæt uden at røre hinanden, og lad dem hæve lunt i 2 timer, til de har dobbelt størrelse og er hævet sammen.
Bag hvedeknopperne ved 220° i ca. 12-15 minutter. Vend de færdigbagte knopper ud af bradepanden, og lad dem afkøle på en bagerist. Skær hvedeknopperne over ved servering, og rist dem sprøde i ovnen i 6–8 minutter ved 200°.