lørdag den 21. juli 2012

Pulled Pork

2 nakkefilet af ca 2-3 kilo.

Står man alligevel og har ovnen/grillen tændt i så mange timer kan man lige så godt lave en stor portion og fryse ned!

Her brugte jeg:

2½ dl salt
1½ dl rørsukker
½ dl paprika (gerne røget)
½ dl barbecue krydderi
½ dl cayannepeber
½ dl chilipulver
1/4 dl spidskommen

2 øl

Bland det hele sammen og rul nakkefilerne ind i krydderierne så de er godt dækket. Stil stegene koldt pakket ind i en pose eller husholdningsfilm natten over. Jeg bruger ovnen til at starte med, så kl 7 om morgenen tænder jeg ovnen til 115 grader. Pak kødet ud og læg det i en bradepande med bagepapir i bunden. Stil det i ovnen. Efter 3 timer hælder jeg en hel øl ved og igen efter yderligere 3 timer.

Kl. 15 tænder jeg grillen. Fylder grillstarteren halvt og fordeler det i min to beholdere. Dette giver ca en temperatur på 115 grader. Samtidig har jeg haft noget træflies i vand som bliver lagt ovenpå mine briketter så det kan give en masse røg til kødet. Spar endelig ikke på det :) Ca 15.30 bliver kødet lagt på grillen og der står det i ca 2 timer, hvorefter det er klar til spisning.) Fonden fra bradepanden gemmes og hældes over kødet inden servering. (For en sikkerheds skyld så tjekker man lige temperaturen som skal være ca 91-93 grader)

Stik to gafler i og riv kødet fra hinanden. Kødet kan med fordel fryses og varmes ved svag varme med en god sjat æblejuice (ja du læste rigtig) Er også lækkert i et pitabrød fx.

Til dette spiser vi selvfølgelig (helst hjemmelavede) burgerboller og coleslaw :) samt en lækker barbecuesovs.

Ingredienser: 
1 lille hvidkålshoved
4-6 gulerødder
 Marinade:
2 spsk. Honning dijonsennep
1 dl æblecidereddike
3 tsk sellerisalt
2 spsk. sukker
½ tsk. Stødt spidskommen
 friskkværnet peber

Coleslaw dressing: 
2 dl creme fraiche 18% (ekstra lækker hvis det er 38%) :)
2½ dl Hellmann’s ægte mayonaise
salt og peber
2-3 tsk. sukker

Tilberedning
  1. Snit hvidkålen fint
  2. Riv gulerødderne på rivejernet
  3. Bland kål og gulerod sammen.
  4. Rør marinaden sammen og bland kål og gulerødder i – jeg brugte en stor plastikpose
  5. Lad det trække i ca. 60 min. I køleskabet
  6. Rør coleslaw-dressingen af ovenstående ingredienser – smagen skal selvfølgelig være let sødlig
  7. Frahæld og pres marinaden fra kålblandingen. Lad det endelig stå og dryppe af i et kvarters tid.Det skal nærmest føles tørt når man rør det sammen med dressingen ellers bliver det SURT SURT!
  8. Kom kålblandingen i coleslaw-dressingen og vend det hel rundt, umiddelbart før servering.
  9. Pynt evt med lidt persille.



Jordbærkage

(6 små eller en stor tærteform)

Mørdej:
100 g koldt smør i tern
50 g flormelis
150 g hvedemel
1 æg

Mazarinmasse:
175 g revet marcipan
150 g sukker
100 g smør i tern
2 æg
50 g med

Vaniljecreme:
1 æg
15 g majsmel
Korn af 1 stang vanilje
2½ dl mælk
40 g rørsukker
2½ dl piskefløde

ELLER

Som jeg gør :) Køb Dr. Oetker kagecreme og lav den som anvist på pakken. Pisk en 1/4 l piskefløde og bland i den stivnede creme - vupti :)

Endvidere:
75 g mørk chokolade
500 g jordbær
evt. lidt flormelis
lidt smør til formene


Start med mørdejen:
Smuldre smøret godt sammen med flormelis og mel. Saml dejen med ægget.(brug evt røremaskine) Lad dejen hvile i køleskabet i ca 1 time.

Rør imens mazarinmassen:
Bland marcipan og sukker til en ensartet masse. Tilsæt smør lidt af gangen og til sidst æggene efterfulgt af melet. (brug evt røremaskine)

Rul eller som jeg gør, tryk den kolde mørdej ud i en smurt tærteform. Hæld mazarinmassen ned i og stil den i ovnen ved 200 grader mellem 15-35 minutter afhængig af størrelse tærteform. Tærten er færdig når den er gylden på overfladen og massen er blevet fast. Lad den køle af!

Smelt chokoladen over vandbad og hæld det på tærtebunden. Lad det blive koldt.

Lav vaniljecremen: Pisk ægget sammen med majsmel i en gryde. Tilsæt vaniljekorn, mælk og rørsukker. Kog det hele op i ½-1 minut under omrøring. Tag cremen af varmen, der den har fået en fast konsistens og sæt den til afkøling. Pisk fløden til skum og bland det i vaniljecremen. Fordel cremen over kagebundet og pynt med jordbær. Drys evt lidt flormelis lige inden servering