tirsdag den 15. december 2015

Agurksalat og syltede rødløg

De syltede rødløg er fantasiske til hotdogs, burgere mm.

Jeg bruger lige dele og her er der brugt 2 dl. lys eddike, 2 dl. vand og 2 dl. sukker. Normalt koger jeg ikke lagen til agurksalat, men prøvede denne gang, da tanken var at den skulle bruges til begge dele.

Find de glas frem som skal bruges. Skold dem i kogende vand og hæld en smule Atamon i glassene. Låg på og ryst - hæld det overskydende ud. Så står de klar. 

Lav TYNDE skiver agurk - nemt på et mandolinjern. Læg dem på en tallerken og drys godt med groft salt. Lad dem trække i ca 20 min. og pres vandet ud, inden de kommes på glas. Varm lagen og tag den af, lige så snart sukkeret er smeltet. Hæld det over agurkerne, så de er helt dækket. Sæt gryden tilbage på komfuret og lad det så småt komme i kog. Lav TYNDE ringe rødløg, ved hjælp af mandolinjernet igen. Hæld dem i lagen og lad det småkoge i ca 3 min. Brug en hulske til at tage dem op og læg dem i glasset. Lad lagen koge lidt yderligere, ca 10-15 minutter. Hæld dem over rødløgene og tilføj 5 peberkorn og evt. laurbærblad eller 1-2 stjerneanis op til jul.

Lad dem gerne trække i nogle dage, inden de skal spises, det bliver de kun bedre af. Men kan sagtens spises samme dag.