torsdag den 23. juli 2015

Varmrøget laks på grill

En lakseside

1 spsk salt
1 spsk sukker

2 spsk honning
2 spsk citronsaft
Citronpeber
Hvidløgspeber

Mandelflager

Lakseside (eller stykker) duppes tør og drysses med lige dele salt og sukker i et jævnt lag over hele overfladen. Fisken stilles på køl i minimum 1 time. Pas på, den kan væske en del, så sørg for at den er i et fad eller lignende.
Gør cirka 2 håndfulde røgetræ vådt ved at stille det i en skål med vand.
Skyl laksesiden under den kolde hane og dup den tør.
Placer laksen i en foliebakke eller på et stykke sølvpapir (Evt. lagt dobbelt), hvor kanten er foldet op.. Rør ingredienserne godt sammen, smag det til og hæld det over laksen, efterfulgt af mandlerne.
Hæld vandet fra træflisen og lad det dryppe godt af. Lav en pakke af stanniol (kun et lag grillfolie) og put træflisen i. Prik huller hele vejen rundt.
Tænd grillen og ved 200 grader, ligger man pakken med træflis under risten, direkte på yderste brændere (den midterste skal være slukket). Sænk temperaturen, så den har 100-125 grader (absolut ikke højere).
Placer laksen (stadig i foliebakke/på sølvpapir) på en rist. Lad den stå i 20-25 minutter eller indtil laksen føles fast. I tykkeste ende skal laksen være 47 grader. Hvis der kommer små hvide klatter ud af laksen, så ER DEN FÆRDIG. Skal helst af lige før dette stadie.

Nyd laksen kold i en salat eller i en sandwich. Eller server den med det sammen i en pastaret med spinat og fløde.

TIP: Man behøver ikke krydre laksen ret meget. Jeg tog hvad jeg lige havde, men drys evt. en finthakket chili over eller lav en hvidløgsolie af fx citronolie og presset hvidløg.

Erfaring efter 1. forsøg på en gasgrill, må være at jeg skal prøve røgsmuld næste gang. I 3. forsøg vil jeg prøve rygeflis igen, men i en lille foliebakke, som står på risten i den ene side. Rygeflis virker kun ved god varme, så jeg vil prøve at lægge en enkelt briket i hjørnet af bakken, som så tænder flisen. Måske skal bakken dækkes med stanniol med huller i - det må tiden vise.

Pasta med røget laks og spinat

Billede lånt fra nettet.
4 personer

400 g pasta
250 g frisk spinat
200 g. røget laks
1 dl piskefløde
Salt og peber 

 Kog pastaen iflg. emballagens anvisning. Skyl og slyng spinaten tør. Skær laks i mundrette stykker. Hæld pastaen i et dørslag. Kom den tilbage i gryden med fløde, spinat, lidt salt og peber. Vend godt over ganske svag varme. Kom slutteligt laksen i, og vend godt.

Nyd det med en godt brød.

onsdag den 8. juli 2015

Tærte med blomkål

Beregnet til en tærteform med en diameter på 26-28 cm

Lav dejen fra bunden eller køb en, hvor der kun skal vand i.(kan anbefale Happy Cocking)

Her kan man bruge de grønsager som man kan lide. Favoritten her er med revet gulerødder, blomkål og porre. Når dejen har dækket en tærteform, skraller og river man ca 4 gulerødder. Fordel små buketter blomkål på dejen, efterfulgt af revne gulerødder og en fintsnitte porre. Rør 3 æg sammen med ca 4 dl hytteost og smag til med salt og peber. Hæld det over fadet og drys en smule ost på toppen.

Ca 40 minutter ved 200 grader.

mandag den 6. juli 2015

Grillede tigerrejer

Grillede tigerrejer hitter....både som forret, frokost eller aftensmad på en varm sommerdag.

Jeg lader rejerne tø op i køleskabet, hvis jeg ikke lige har friske. HUSK at fjerne tarmen, hvis det ikke er gjort. Skær et snit i ryggen og hiv den sorte streg ud (lyder knap så lækkert, men er endnu mere ulækkert at spise)

Rejerne kan marineres efter egen smag: Lidt hvidløgsolie med persille, en let chiliolie drysset med krydderurter, hvidløgssmør, kryddersmør, færdige grill marinader mm.

På billedet er det ene spyd smurt med hjemmelavet hvidløgs aioli. Det andet smurte jeg med en færdig BBQ marinade som var lidt røget i det.

De skal kun grilles et øjeblik. Får de for meget bliver de seje!

Hvidløgs aioli

 Ingredienser til et glas

Det er SÅ nemt at lave aioli. Og den med hvidløg foretrækker vi. Men man kunne lave en med bare persille/krydderurter eller chili. Lav det man synes bedst om. Den bliver dejligt cremet og er velegnet til et godt brød eller ovn/grill - kartofler

2 æggeblommer (1 bæger pasteuriserede)
1 tsk dijonsennep
2 tsk hvidvinseddike
1 fed hvidløg (flere hvis man ønsker det)
Smags neutral olie - indtil den rette konsistens
Salt
 
Lad alle ingredienser blive stuetempereret. 
Pisk æggeblommerne lyse med urtesalt med en stavblender.. Olien hældes i i en tynd stråle, imens man pisker. Stop når du synes den har den rette konsistens. Rør hvidvinseddike og sennep i og smag til.



Ostebrød - velegnet til grill

(250 g mel = 4 personer)

Dette "snydebrød" smager super godt og jeg bagte det kontant sidste år, når vi grillede. Det med ost er vores foretrukne, men kan laves med andet fyld på toppen eller i dejen. Prøv at dyppe det i aioli.

Køb en Amo (ja en Amo) brødpakke - enten ciabatta eller yoghurt. En pakke giver 4 brød. Nedenfor henvises der til 1 brød (250 g brødblanding).

Følg vejledingen på pakken, men undlad 50 g af melet og tilføj 1 spsk olie og 1-2 dl revet ost. Her foretrækker vi den der er beregnet til pasta eller den der står gratinering på. De smager af mere, men det er jo en smagssag hvad man er til. Tilføj resten af melet indtil en lind dej. Er der ikke nok mel, så tage alm hvedemel, så man ikke "ødelægger" pakken.

Har man tiden er det altid godt at lade dejen hæve en times tid. Jeg kan ofte være i tidspres så normalt tilsætter jeg en smule mere gær og så trykker/strækker jeg dejen ud på bagepapir med det samme. Her hæver den ca 15 minutter. Inden den ryger ud på den VARME pizzasten, trykker jeg lidt huller med fingrene, hvorefter jeg hælder lidt olie over efter fuldt af en håndfuld ost og nogle gange lidt salt. Ud på grillen ved 200 g. og så ca 25 minutter.

Det er VIGTIGT at osten ikke er køleskabskold, da det sløver hævningen! Lige meget hvad man tilføjer dejen, SKAL det i, inden alt melet.
Brødet kan også bages i en foliebakke med bagepapir i bunden to-go. Der er plads til 2 brød.

Flere variationer:
 - Tilføj fx hakket persille og hvidløg, dryp toppen med hvidløgsolie og drys med salt.
 - Prøv forskellige olier til toppen: Chilie, krydderurter, citrus.....
 - Dryp toppen med olie og drys med salt og hakket rosmarin.
 - Eller lav det som madbrød med hk forårsløg, små bitte stykker peberfrugt, små stykker cheddar.

lørdag den 4. juli 2015

S'mores dip


En snack eller dessert til dem med en sød tand 😃

Hak mørk Chokolade og læg det i bunden af ildfast fad. Still skumfiduser på højkant Så De dækker chokoladen. Stil fadet i ovnen eller på grillen i ca 10 min indtil de er gyldne på toppen. Stil fadet på bordet med en skål kiks. Dyp kiksene ned i de smeltede skumfiduser.

Der er sjældent noget til overs, men skulle der være, så gem det og varm det en smule i micro ovnen. Er der stadig noget tilovers, så fyld nogle mariekiks. Og dermed får man S´mores chokoladekiks.




fredag den 3. juli 2015

Grøn kartoffelsalat

(4 personer)

En pose babykartofler koges (ca 1 kilo)

I mens røres der en marinade af: ca 1 spsk æbleeddike (eller alm hvidvinseddike), 4 spsk smags neutral olie, 1 lille tsk dijonne sennep, 1 lille fed presset hvidløg, 1 spsk hvidløgspeber, 1 tsk salt. Dette er mål på slump, så smag dig frem.

Snit 3-5 asparges, 1-2 forårsløg, 1 lille rødløg, 1 håndfuld persille og en mindre håndfuld frisk timian.

Når kartoflerne er kogte, skæres de største over i mindre stykker, mens de er varme. Rør marinaden over med det samme og lad dem trække på køl i et par timer eller som jeg i et kvarter, hvorefter jeg rørte resten af ingredienserne i. Spiste den lun og bliver ikke sidste gang der laves noget lign. Resten spiste vi koldt dagen efter. Der havde kartoflerne trukket og de var lækre. Min mand mente dog, de var bedst lune, men det er jo en smagssag.

Kartoflerne nød vi til grillet kalkunspyd, majskolber, hvidløgs aioli og lune naanbrød.