Viser opslag med etiketten Børnenes favoritter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Børnenes favoritter. Vis alle opslag

søndag den 14. maj 2017

Hvedeknopper m/ fordej


Fordej:
- Kan undlades, men anbefales og det tager kun 2 minutter. Rør 200 g mel, 2 dl vand og 10 g gær sammen med en gaffel og stil skålen koldt til næste dag. 

Ingredienser:
2 1/2 dl lunken vand
2 1/2 dl lunken mælk
20 g gær
2 æg
15 g havsalt
50 g rørsukker
10 g stødt kardemomme eller ristede kapsler (undlad det og du vil få nogle lækre fødselsdagsboller)
ca. 1–1,2 kg hvedemel
50 g blødt smør

Hæld vand og mælk i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt æg, havsalt og rørsukker i blandingen efterfulgt af kardemomme og hvedemel (hold igen med hvedemelet). Tilsæt nu fordejen, hvorefter små stykker smør røres i med jævne mellemrum. Ælt dejen LÆNGE - en røremaskine vil være en fordel - og tilføj resten af melet indtil dejen lige akurat slipper kanterne på skålen. Lad dejen hæve tildækket 2 timer i skålen på et lunt sted.
Vend dejen ud på et melet bord, og tril den ud til en lang pølse. Del den i 20 stykker, og form dem til boller. Sæt bollerne på en bradepande med bagepapir eller foliebakker sprayet med bageolie, så de står tæt uden at røre hinanden, og lad dem hæve lunt i 2 timer, til de har dobbelt størrelse og er hævet sammen.
Bag hvedeknopperne ved 220° i ca. 12-15 minutter. Vend de færdigbagte knopper ud af bradepanden, og lad dem afkøle på en bagerist. Skær hvedeknopperne over ved servering, og rist dem sprøde i ovnen i 6–8 minutter ved 200°.

torsdag den 6. april 2017

Koldhævede boller - basis opskrift

Det er så NEMT at lave disse boller, som kan varieres uendeligt. De kan laves på 5 minutter og uden at få dej på hænderne. Røres sammen med en gaffel og dejen kan holde sig i 3-4 dage, så længe det står på køl. De lægges på en bageplade med 2 spiseskeer og eftersom dejen kan holde sig i nogle dage, kan man nøjes med at bage lige det antal man har brug for og dermed spise lune boller, som det passer en.

Jeg har efterhånden lavet dem SÅ mange gange, at jeg bare hutler mig til indholdet i forhold til det jeg har i huset. Men opskriften lød noget lignende dette, da jeg bagte de første par gange.

10-14 boller - afhængig af størrelsen
  • 3 dl koldt vand
  • 12 g gær
  • ½ dl. surdej (kan undlades) 
  • 3 spsk neutral olie
  • 1 tsk salt
  • 1 dl yoghurt eller andet surheds produkt.
  • 1 skrællet og groftrevet squash
  • 200 g. fint fuldkornsmel eller 100 g. af den grove + 100 g. rugmel
  • 1 dl havregryn 
  • ca. 400 g hvedemel
Dertil kan der tilføjes: Græskarkerner, solsikkekerner, hørfrø, chai, spinat, soltørrede tomater mm. Og på toppen kan man drysse det man kan lide. Hvis man er glad for græskarkerner, kan man prøve at bage bollerne med dem nedenunder. Drys lidt kerner og læg en klat dej ovenpå, så bliver de sådan lidt sprøde

Start med at røre gær og vand sammen i en skål med en gaffel. Tilføj resten, men hold lidt af hvedemelet tilbage. Rør det sammen og tilføj mere mel indtil den rette konsistens. Dejen skal være en smule klistret og kan IKKE formes med hænderne. Jeg plejer at sige at dejen har fået nok mel, når den bliver tung at røre i med gaflen. Den må ikke være for tynd, for så flader de ud, når de bages. Tænk også over hvad dejen indeholder? Hvis der er squash i, så hives der væde ud hen over natten, så her må dejen godt være lidt tungere. Dæk skålen med et fugtigt viskestykke, og stil skålen koldt i minimum 12 timer, inden den tages i brug.
Når der skal bages, skal ovnen stilles til 300 grader. Læg det antal "klatter", som ønskes på bagepapiret ved hjælp af de 2 spiseskeer. Dæk dejen til igen og stil den på køl, hvor den sagtens kan stå i 3-4 dage. Lad bollerne stå indtil ovnen er klar. Lige inden de sættes i ovnen, pensles de med en smule vand efterfulgt af evt. drys. Sænk temperaturen til 200 g. og ind med bagepladen. De skal bages 15-25 min. afhængig af størrelse og hvad dejen indeholder. 
Med denne opskrift holder bollerne sig fugtige og kan sagtens spises kolde dagen efter. Her bages de eller et grydebrød næsten hver weekend.

TIPS: Squashen kan fx erstattes med: 3 gulerødder, 2 æbler, ost i små tern (fx de helt små cheddar til salat) Man kan ligeledes skifte melet ud med andre sorter. Men husk at jo grovere mel der bruges, jo tungere bliver de også.

Ungernes favorit er indtil nu, stadig den med revet squash. Og nogle gange tilføjer jeg endda også et revet æble. Der blev bagt mange, før jeg fortalte dem at det var squash der var i. Den ses nemlig ikke når man skræller den, så den var godt skjult :)

lørdag den 8. oktober 2016

Nutella-brownie

Det er en virkelig lækker kage og så tager den under en halv time at lave, fra man starter
og til man sidder og spiser den.

2 æg
1,25 dl mel
1/2 tsk bagepulver
1 knivspids salt
400 g. Nutella (billigere version kan også bruges.)

Tag en MEGET lille bageform og spray den med bage-olie. Tænd ovnen på 175 grader. Pisk alle ingredienserne sammen med en håndmikser. Hæld dejen i formen og smid den i ovnen i Ca 15 min. Kagen vil hæve, for så at falde sammen og det SKAL den gøre. Hold øje med den undervejs. Dejen er også egnet til fx mini-muffins.

Nutellaen er meget tydelig at smage, så en kugle is ovenpå smager himmelsk 😃




onsdag den 7. september 2016

LYNHURTIG pastaret med spinat og kylling

4 personer

I pk bacon skåret i mindre stykker
3 kyllingebryst i mindre stykker
250 g. frisk babyspinat (den store pose i supermarkederne)
250-300 g. blandede halverede cherrytomater
3-6 pressede hvidløg
4 dl. fløde
1 dl revet parmesan
1 dl. revet gouda (kan undlades og i stedet bruge lidt mere parmesan)
500 g. pasta
Krydderi: Peber, røget paprika, all round, chili og salt

Kog pastaen efter anvisning. Retten laves lynhurtigt og ved høj varme, så gå ikke fra det. Brug en god pande med høj kant: Steg baconen, hæld noget af fedtet af og steg kyllingen med krydderierne. Tilføj hvidløg i de mængder man kan lide, spinaten og tomaterne og lad det "falde sammen" - tager ca 1 minut. Hæld fløde og ost i, kog op og smag det til med krydderier - tager max 2 minutter. Hæld den kogte pasta i, varm igennem og server retten med revet parmesan, lidt persille og godt brød.

TIP: Hvis man har en sjat hvidvin, kan det anbefales at tilføje 1 dl INDEN fløden.

2. udgave: Erstat spinaten med et helt broccoli i mindre stykker, champignons og undlad tomaterne. Steg champignons i tern sammen med kyllingen eller på en pande for sig. Den rå broccoli tilføjes sammen med champignons (hvis de er stegt på en anden pande) og opskriften følges for det resterende.

mandag den 4. april 2016

Paprikagryde


Billedet er lånt fra nettet.

( 4 voksne)

3 hakkede løg
500 g skært svinekød i tern (mørbrad, koteletter mm – kylling og kalkun kan også bruges)
200 g cocktail pølser eller fx grillpølser skåret i mindre stykker
1,5 spsk. paprika
1 stor dåse tomatpuré
2-3 røde peberfrugter i mindre strimler
1 buillionterning
Vand
2 dl fløde
Salt og peber¨

Mel & margarine til stegning

Vend kødet i mel tilsat lidt salt og peber. Smelt margarinen og tilføj kød, paprika og løg. Når det er let brunet af tilsættes cocktailpølser, tomatpure og peberfrugter. Steg det i et par minutter og hæld vand ved så det lige dækker ingredienserne. Put buillionterningen i og lad det simre 5-10 minutter. Hæld fløden i og smag dig frem i forhold til salt, peber og paprika. Jævn evt saucen hvis den er for tynd.Spises med ris eller kartoffelmos.

mandag den 22. februar 2016

Belgiske vafler

10-12 stk.

1 dl. yoghurt naturel
1 1/4 dl. mælk
25 g. gær
350 g. mel
3 æg
5 g. salt
2 tsk. vaniliepulver eller ½ vaniliestang
125 g. smeltet smør
75 g. brun farin
125 g. sukkerknalder (bankes i mindre stykker uden det bliver til pulver)

Lun yoghurt og mælk og hæld det i en skål sammen med gæren. Tilføj mel, æg, salt og vaniliepulver. Rør det let sammen med en gaffel. Lad dejen hæve på køl til dagen efter 30 min ved stuetemperatur. Smelt smørret og lad det blive fingervarmt inden det hældes i skålen. Rør igen med en gaffel. Dejen er tung og kan føles "forkert", når man tilsætter smørret. Tilsæt brun farin og sukkerknalder når smørret næsten er rørt helt ud. Rør den let sammen, så man stadig kan se strukturen.

Tænd for vaffeljernet og lad det blive max varmt. Spray "pladerne" med lidt bageolie eller lign. Det kan undlades, da der er smør i dejen. Sæt ca 2 spsk. med dej på hver plade og lad dem bage i et par minutter. De skal ikke blive mørke, men tages af når de er lyse og ser bagte ud. De vil føles bløde, MEN de bliver "hårde", så snart de køles. Læg dem på en rist, så de kan komme af med dampen. Spis dem med det samme med is og chokoladesauce eller frys dem ned, når de er helt kolde. De kan varmes på en brødrister.





onsdag den 14. oktober 2015

Pitabrød

Antal: 6 store.

4 dl vand
1 1/2 dl yoghurt naturel
1 tsk salt
50 g gær – ved koldhævning 25 g
2 spsk olivenolie
400-600 g mel (ca 1/4 durum, 3/4 hvedemel og Tipo 00. Dette er ca mål, da jeg ikke vejer melet)

Gæren røres ud i vand og yoghurt, tilsæt olivenolie. Salt blandes sammen med ca 2 dl mel og røres ud i væden. Tilsæt langsomt mere og mere mel, men pas på med ikke at bruge for meget. Dejen skal være lidt klistret og luftig. Frem med "mullerne" eller brug køkkenmaskine  - jo længere tid der æltes jo bedre. En tommelfingerregel hos mig, er 10 min æltning for det bedste resultat. Afhængig af hvor travlt man har, skal dejen hæve ½-1 time under et fugtigt viskestykke.

Slå dejen ud og form 6 store flade brød med hænderne. Kagerullen kan bruges, men pas på med ikke at rulle for meget luft ud, for så får man ikke "lommen". Op på bagepapir og lad dem hæve i 20-30 min. med viskestykke over.
Tænd ovnen på 220 grader. Sæt bageladerne i ovnen, så de bliver godt varme. Pensl brødene med mælk og træk bagepapiret over på den VARME bageplade. Jeg bruger varmluft og bager begge plader samtidig. De skal have ca 20 minutter. Dæk bordet og forbered fyldet - nyd pitabrødene med det samme.



tirsdag den 23. juni 2015

Squashkage


(En bradepande)
  
6 æg
4½ dl. Olie
7½ dl. Sukker
7½ dl. Revet squash
7½ dl. Mel
¾ tsk. Bagepulver
3 tsk. Natron
3 tsk. Vaniliesukker
1½ tsk. Salt
4½ tsk. Kanel
4½ tsk. Hakkede valnødder


Pisk æg og sukker til skum. Resten tilføjes og piskes med. Hældes i en bradepande og bages ca. 45 min ved 200 grader.

Holder sig frisk i flere dage, men bliver her hos os spist ret hurtig. Ønsker man en "glasur", er creme cheese frosting meget velegnet.

mandag den 22. juni 2015

Fladbrød - egnet til flere ting

Antal afhænger af, hvor tykke man vil have dem, men der er som minimum til en familie på 4 personer, hvor de spises med salat/grønt og kød af en slags.

25 g gær
1 spsk sukker
Lun 1,5 dl vand og 1,5 dl. yoghurt naturel, A38, skyr eller andet surmælksprodukt.
15 g salt
8 dl tipo 00
3 dl durummel
Ca 2-3,5 dl koldt vand

Kom sukker, gær og vand/yoghurt i en skål (har man røremaskine anbefaler jeg at bruge den) Rør det sammen og lad stå i 5 minutter. Bland de tørre ingredienser sammen i en anden skål imens. 
Mel og salt blandes sammen i en stor skål. Der er nu 2 muligheder (jeg bruger nr. 2)

1: Lav en fordybning i midten af melet og kom gærblandingen i. Kom 2 dl vand i og rør det hele sammen. Kom dejen ud på et rent bord – uden mel! Ælt dejen sammen og tilsæt vand lidt efter lidt, til dejen er let klistret og smidig. Brug "mullerne" i nogle minutter til den er smidig. Form den til en kugle og læg den i en skål med et rent viskestykke eller husholdningsfilm over. Lad den hæve en times tid.
2: Hæld det ned i skålen til gæren i røremaskinen, men tilbagehold ca 50 g. af melet. Tilføj 2 dl vand og resten af melet. Ælt den og tilføj evt. mere vand i nogle minutter (5-8 min) til den er let klisteret og smidig. Form den til en kugle og læg den i en skål med et rent viskestykke eller husholdningsfilm over. Lad den hæve en times tid.

Kom lidt durummel på bordet og del dejen i små klumper som udrulles til pandekager. Hvor tykke man laver dem, må man selv om. Bare husk de hæver når de bages på panden/grillen. Varm en pande/grill (jeg bruger støbejernstallerken/pande) og kom en dråbe olie på. Skru ned til jævn varme og kom et faldbrød på. Lad det få farve og vend. Ca. 2 min på hver side.Tag fladbrødet af og læg det på en rist med viskestykke over til de alle er lavet. De er bedst at rulle sammen med fyld når de er lune. 

De kan bruges til flere ting: pizzabunde, pitabrød (de skal være lidt tykkere), fladbrød eller læg 2 sammen med ost og babyspinat imellem. De får så en tur mere på panden, indtil osten er smeltet. Skær dem i trekanter og spis dem som appetizer, til suppe eller med en dip. 

Her er de bla. blevet spist med marineret kød, som blev grillet på spyd, salat, fintsnittet hvidkål, små tomater, rødløg, peberfrugt, majs og melon tziztiki




torsdag den 18. juni 2015

Guldlagkage - en rigtig sommerkage

Ingredienser til 3 bunde (springform på 24 cm):
  • 112 g sukker
  • 165 g smør
  • 165 g mel
  • 3 ts bagepulver
  • 6 spsk. mælk
  • 6 æggeblommer
Ingredienser til 1 marengstoppe: 
  • 2 æggehvider
  • 125 g sukker
  • 1 tsk. eddike
Limeflødeskum: (Alm flødeskum er også dejligt.
  • 3-4 dl piskefløde
  • revet skal og saft af 1 lime
  • ca 4 sp flormelis
Frugt på toppen:
  • ½ cantaloupemelon
  • ½ bakke jordbær
  • lidt sukker
  • mynteblade
  • pistacienødder
  • revet skal og saft af 1 lime
Skær ud i passene størrelse, vend det rundt i en skål med limesaft og på kagen lige inden servering.

Alle frugter kan bruges.... hold det evt. enkelt og syrligt med jordbær eller hindbær. Kagen er ret sød, så det syrlige giver en god smagsbalance.

Fremgangsmåde:

Del æggene i hvider og blommer. Pisk hviderne stive i en HEL REN skål. Sukkeret tilsættes med en spsk. af gangen og til sidst eddiken. (smages ikke, men er med til bla. at opløse sukkeret)

I en ny skål pisker man smør og sukker luftigt. 
Dernæst røres dejen i en anden skål. Sukker og blødt smør piskes luftigt. De tørre ingredienser sigtes i på skift med mælken. Der skal piskes meget forsigtigt, da man nemt får pisket for hårdt, så luften ryger ud af dejen. Blommerne piskes i EN AD GANGEN (ellers skiller dejen ad). Der skal kun lige piskes, indtil dejen er rørt sammen.

3 springforme på 24 cm beklædes med bagepapir. Dejen fordeles i de 3 forme eller bages en af gangen. Der er ikke så meget dej til hver, så det skal bredes ud med en kniv eller lignende. Også derfor man bager enkeltvis, da de er tynde og ikke kan skæres igennem. Det skal også kun lige blive til en tynd bund. Den første bund bages med marengsen ovenpå dejen..

Kagerne bages midt i ovnen ved 175 gr i ca ½ time. Mærk forsigtigt efter med et træspyd, om kagen er bagt (der må ikke hænge dej på spyddet).
Kagerne afkøles HELT. Man kan sagtens bage kagen dagen i forvejen og lade den stå i springforme dækket med stanniol (stanniol for at undgå, at marengsen bliver blød).

Fløden piskes med revet limeskal, saft og flormelis. Smag den til, så den får tilpas syrlighed.

Flødeskummet kommes imellem de 2 bunde. Lagkagen pyntes med frugt, mynteblade og hakkede pistacienødder. Nogle kan lide den lige sætter sig en times tid på køl, men jeg foretrækker at spise den med det samme. Kan holde sig til dagen efter i køleskab.

TIP: Man kan piske lidt ekstra fløde og fordele på toppen inden frugten. Opskriften lyder som regel på 2 bunde og 2 marengsbunde, men da jeg ikke er super glad for marengs (på nær denne), så laver jeg ekstra bund og kun med marengs på toppen.

Børnevenlige kyllingespyd


Det er tit en udfordring af få mine børn til at smage nye ting. Og er godt træt af at grille de sammen ting til dem hele sommeren, som enten er pølser eller kyllingelår. Alt skal være neutralt og IKKE krydres. Når vi et par gange om året spiser på en kinesisk restaurant, så elsker de deres kyllingespyd. Jeg har før prøvet at genskabe dem, men uden succes. I weekenden prøvede jeg igen og der ramte jeg plet :) Den ældste sagde ”Mor, når vi skal på kineseren næste gang, kan vi så ikke tage de her spyd med, for de smager bedre end deres?”. Bedre kompliment får man vist ikke.

I en skål tilsætter jeg en sjat god soya (½ dl) og tariyaki (3/4 dl.) sauce, 1 fed hvidløg, 2 tsk. Sød chilisauce, 1 spsk brun farin og en tsk. Østers sauce(ca. da jeg laver det på slump). Rør det sammen og put kylling inderfilet i. Lad det stå på køl et par timer – rør en gang imellem. Put dem på spyd og grill dem direkte på risten eller en pande på grillen eller i køkkenet.  De er hurtigt færdige. Pga den store succes puttede jeg resten af de 600 g filet i skålen og har nu frosset det ned i portioner,så er der nem mad en dag hvor det skal gå lidt hurtigt.

Børnene spiser dem når vi fx griller, med majskolber, pasta eller bagte kartofler (eller hvad børnene nu kan lide) eller når vi laver madbrød, hvor vi voksne skal have lidt krydret kød, som de ikke kan lide. De er også fine i pitabrød, hvor man ofte spiser det samme hver gang.

fredag den 3. september 2010

Musaka

(4 personer)

1 kg hakket oksekød
600 gram kartofler i skiver
1 aubergine i 3 cm tykke skiver
1 courgette i 3 cm tykke skiver
1 stort løg i tern
2 spsk olie
1 tsk muskatnød
Salt og peber

Fyld:
½ liter mornay sauce eller mild ostesauce
4 tomater
150 gram revet ost
Opvarm ovnen til 180 grader. Kog kartoflerne netop møre i ca 5 minutter. . Hæld vandet fra og lad dem dampe tørre under låg.
Kom aubergine og courgetterne i en skål. Strø med salt og tryk det lidt ind i grønsagerne og lad dem trække i 10 minutter. Hæld herefter væden fra. Svits løget i den varm olie og tilsæt kødet. Steg det igennem og krydr med muskat, salt og peber.
Hæld et tyndt lag mornaysauce i bunden af et stort ovnfast fad. Dernæst skiftevis kød, kartofler, grønsager og mornaysayce. Afslut med saucen, tomatskiver og revet ost. Sæt fadet midt i ovnen i ca 30 minutter.